Stor interesse for kvindelandskamp

Knap 2000 tilskuere har booket billet til torsdagens kvindelandskamp i Viborg.

På torsdag påbegynder det danske kvindelandshold rejsen mod EM-slutrunden i 2017, når Moldova gæster Energi Viborg Arena.

I skrivende stund har knap 2000 tilskuere booket billet til landskampen. En landskamp, som blot er en ud af i alt fire hjemmekampe på vej mod EM, og som er kommet i stand som en del af en ny partnerskabsaftale indgået mellem Dansk Boldspils-Union (DBU) og Viborg Kommune.

Projektleder Anne Stampe Olesen fra Viborg Idrætsråd, der er koordinator på aktiviteterne før og under landskampen, er meget tilfreds med den foreløbige interesse. Ikke mindst når hun ser på, hvem der indtil videre har booket billetter til kampen.

- Vi har registreret store billetbestillinger fra byer som Varde, Odder og Silkeborg. Det er meget positivt. Især fordi vi gerne vil bruge landskampene i Viborg til at markedsføre og udvikle pige- og kvindefodbolden i hele Danmark.

Anne Stampe Olesen forventer derfor et pænt fremmøde til kampen mod Moldova. Især når tilskuere fra Viborg-området, fra virksomheder til foreninger, benytter sig af muligheden for at booke billetter på www.fitdeal.dk.

- Vores erfaring fortæller os, at lokalbefolkningen i højere grad booker billet i dagene op til selve kampen. Sådan er mønstret, når Viborg F.F. spiller hjemmekamp i Alka Superligaen, og sådan har det også været ved tidligere landskampe. i Viborg Derfor har vi en god tro på, at billetbestillingerne stiger yderligere de kommende dage. Især nu, hvor en masse mennesker er tilbage fra efterårsferie, påpeger Anne Stampe.

Det danske kvindelandshold ankommer til Viborg allerede i dag (mandag, red.), inden det går løs med EM-kvalifikationskampen mod Moldova torsdag aften kl. 19.00. Program for pigernes forberedelser kan du se på hjemmesiden www.fodboldfest.viborg.dk.

Der er fri entré til landskampen mod Moldova. Dog skal både enkelt- og gruppebilletter bestilles via hjemmesiden www.fitdeal.dk.